Det vil måske undre folk, der ikke har læst Krarups ungdomsværker, at denne 'racist' forsvarede de Sorte Panteres revolutionære krig mod det hvide Amerika, men på et ganske andet grundlag end samtidens venstrefløj. Han sammenligner i Den danske dagligdag (1973) anerkendende Stokeley Carmichael med Viggo Hørup og roser hans revolutionære og nationalistiske "redelighed" (s. 39). I forbindelse med en anden af det militante negerpartis ledere, Eldridge Cleaver, skriver han i samme bog: "Han repræsenterer et igennem århundreder fortrykt og underkuet befolkningselement, og hans politiske kamp er et meget kontant og konkret forsøg på at befri sine sorte brødre og søstre fra åget. I en sådan kamp på liv og død har man ikke råd til at være sart, og der er derfor ingen grund til at ondt af hans skældsord og voldslyik: på en uden for stående kan det måske virke trættende, men erfaringen i USA synes at have lært ham, at det er sort eller hvid, og som sort vil han med alle midler nedbryde de hvides herredømme og sætte sine landsmændi frihed. Det er en enkelt situation. Det er forståeligt, at han og hans panterparti vælger kampen" (s. 88 f.). Når Krarup skyldes det, at han tror på deres fremstilling af deres oplevelser. At de er sårede og krænkede på deres frænders og forfædres vegne, og at de ønsker at genskabe negrenes nationale æresfølelse efter fire århundreders kummerlige slaveeksistens i Amerika. Det er, fordi Krarup nærer tillid til deres personlige engagement og konkrete ærinde, at han finder deres kamp rimelig, hvorfor han skriver om Stokeley Carmichael: "I [hans] ord er der mening, for de udtrykker et menneskes personlige anliggende, og i deres konkrete intensitet står de i åbenbar modsætning til den meningsløse abstraktion, der ellers præger "Frigørelsens dialektik". Stokeley Carmichael er for så vidt et sandhedsvidne blandt en række usande teoretikere som han hævder den sandhed, at sandheden er altid subjektiv og altid konkret" (s. 39).

For Krarup har personligheden og den dertil hører "stil" som virkeliggørelse af ens personlighed altid betydning. Af denne grund udtrykker Krarup altid sympati og respekt om Ebbe Kløvedal-Reich, selv om han næppe nogensinde har haft sin politiske ærkefjende mistænkt for at hengive sig til "en kortklippet ungdoms uskyldige fornøjelser" (Selvbesindelse, s. 11). Og hvad er grundlaget for Krarups anerkendelse af Kløvedal-Reich som et sympatisk og anstændigt menneske? Jo, ud fra hans skrifter lader denne respekt sig føre tilbage til deres allerførste møde, hvor de under en ophidset paneldebat skulle debattere marxismen. Krarup var vist den eneste af de tilstedeværende, som ikke var levende interesseret i at bringe Danmark på historisk omgangshøjde med Maos Kina og Enver Hoxhas Albanien, og han kom under debatten til at fejlcitere Hørup for at have opfordret folketinget til at "dele sig efter interesser". Kløvedal-Reich kunne på dette grundlag let have fremstillet ham som komplet idiot og ladet forsamlingen le ham ud af lokalet, hvilket forsamlingen formodentlig blot savnede et løst påskud for at gøre. Men i stedet smilede han venligt til Krarup og korrigerede ham i al gemytlighed, hvorefter debatten kunne fortsættes under værdige former. Det er, tror jeg, derfor, at Krarup altid taler pænt om sin umulige ven Ebbe, for han respekterer ham som menneske på trods af hans langhårede unoder. Når han derimod kalder David Trads for en "kæmpelort", skyldes det velsagtens, at en sådan respekt ikke i samme grad gør sig gældende i Krarups personlige forhold til Trads. Måske kan det have noget at gøre med Trads' sans for fair play?

For at forstå kampagnen mod Krarup må man genkalde sig to væsentlige begivenheder fra forrige år. For det første Højesterets frifindelse af Karen Sunds, som Pia Kjærsgaard havde stævnet for injurier, fordi Sunds på vegne af Folkebevægelsen mod EU havde afvist at samarbejde med Dansk Folkeparti under henvisning til Kjærsgaards "racistiske synspunkter". Til grund for dommen lagde Højesteret en udtalelse fra Dansk Sprognævn, ifølge hvilken "racisme" ikke nødvendigvis har noget at gøre med racisme. For så vidt er der ikke noget i vejen med Dansk Sprognævns øre for det danske sprog. Efter i tyve år at have kaldt alle til højre for det yderste venstre 'fascister' og 'nazister' begyndte venstrefløjen for nogle år siden til en afveksling at kalde dem 'racister'. Sproget har således vitterligt ændret sig på dette punkt, selvom det samme dårligt kan siges om venstrefløjen. Hvad derimod er problematisk og en regulær trussel mod retssikkerheden, var Højesterets brug af Dansk Sprognævns vurdering i den højst principielle sag. Man kan ganske enkelt ikke bevare § 266b (den såkaldte "racismeparagraf") og samtidig lade højesteretsdomme skabe forvirring om, hvad "racisme" er. De retsplejemæssige følger af dommen og dens fatale udvandelse af begreberne beløber sig derfor til, at uerklærede og muligvis ubevidste 'racister' skal vogte sig, blot ved de ikke for hvad, mens deres politiske modstandere – de erklærede antiracister – har ret til at chikanere dem efter behag. Det er denne ideologiske selvtægtsret over for den 'racistiske' højrefløj, som Politiken og Information kanøfler Krarup med, og havde det ikke været for Højesteretsdommen fra sidste år, ville de respektive redaktører under ansvar for injurieloven ikke turde gøre, hvad de gør nu. Måden, hvorpå kampagnen mod Krarups påståede jødehad lanceres, viser, at de respektive redaktører til fulde er sig implikationerne af Højesterets idiotisk selvforskyldte afhængighed af sprogvidenskabeligt abracadabra bevidst.

For det andet bør man genkalde sig den for Information såre vellykkede personhetz mod Tove Fergos spindoktor, Henrik Gade Jensen. Heller ikke dengang talte Information i eget navn, men skød ansvaret for kampagnen bagud på René Karpantschof, som i modsætning til Sofie Bak med glæde påtog sig den rolle, som Information havde tiltænkt ham. Den aldeles underlødige og usaglige hetz, som hurtigt spredte sig til Politiken, resulterede i Gade Jensens tvungne opsigelse, skønt man ikke kunne påvise skyggen af sammenhæng mellem Gade Jensens personlige meninger og hans embedsførelse i Kirkeministeriet, som Tove Fergo tværtimod roste i høje toner. Den eneste konklusion, som kan drages af forløbet, består i, at Berufsverbot ifølge venstrefløjen kun er skidt, når det rammer venstrefløjen. I alle andre tilfælde er det udtryk for en højere retfærdighed, som man dog helst skal være venstreorienteret for at kunne forstå. I bagklogskabens lys fremtræder aktionen mod Gade Jensen som forspillet til og prøveballonen for den større kampagne mod Krarup, thi David Trads og konsorter kunne kun blive bekræftet i, at vor af navn borgerlige regering føler sig for svag til at beskytte sine egne mod den altid marcherende venstrefløjs meningsterror og perfide afpresningsaktioner. Da det intet nytter at beklage den gamle frihedskæmperavis degeneration af journalistik til ideologisk børnelokker- og kratluskervirksomhed, må man placere ansvaret på steder, hvor følelsen af ansvar stadig kan tænkes at gøre sig gældende. Af denne grund er min personlige respekt for vores statsminister blevet yderligere neddroslet under indtryk af hans utilgivelige svigt i sagen om Gade Jensen.

Kritikken samler sig om Krarups ungdomsværk, Harald Nielsen og hans tid (1960), og drejer sig om Harald Nielsens anspændte forhold til Georg Brandes. Krarup har selv sagt, hvad der i denne forbindelse er at sige. Tilbage står at tilføje, at Harald Nielsen vitterligt var antisemit og nærmest skabte national skandale, da han forlangte jødestjernen indført i Danmark, mens andre danske satte livet på spil for at fragte jøder til Sverige. Hvad Krarup først og fremmest finder af værdi hos Harald Nielsen er hans bekymrede interesse for folkestyret og hans udtalte forkærlighed for regelmæssige folkeafstemninger som et probat middel mod politikervælde og -lede (jf. Den danske nødvendighed, s. 61).

Der findes ovenikøbet i Krarups litterære omgang med fremtrædende danske jøder en anden indfaldsvinkel, som nuancerer forholdene væsentligt. I Selvbesindelse fra 1976 fortæller Krarup således historien om, hvordan Corsarens udgiver, Meïr Aron Goldschmidt, blev bevæget af at betragte Titusbuen, som er det romerske monument over sejren over jøderne i år 70. Goldschmidt skildrer selv sin reaktion hin morgen i januar 1847 med følgende stærke ord: "Jeg, som sad her ensom ved kilden, bar i dette øjeblik hele mit folks ulykke; en hel nations smerte, og jeg bøjede mig under byrden, jeg satte mig på en marmorsten, og tårerne gjorde mig vel, jeg gav dem frit løb." Da Goldschmidt vendte tilbage til sit offentlige virke i Danmark, var han ifølge Krarup blevet "et andet menneske, end Corsarens raske redaktør havde været." Og Krarup udlægger forvandlingen på denne måde: "Tilværelsen var ham ikke længere et spørgsmål om dumhed eller klogskab, fremskridt eller reaktion. Der var foregået en bevægelse i dybden. Han talte herefter mere tøvende og mindre ideologisk. For historien havde talt til ham, og historien taler ikke overlegent om dumme eller kloge, men taler sagte om fælles skæbne og fælles skyld" (s. 57).

Denne af Harald Nielsen uafhængige tydning af Goldschmidts forvandling er interessant, da den rummer alle de elementer, som nu skal tjene til grundlag for beskyldningerne om en i akademisk forstand afledt form for antisemitisme, samtidig med at Krarups konklusion er den stik modsat Harald Nielsens dom over Georg Brandes! Det er jo historien om jøden, der lod sig bevæge af sit eget folks skæbne, og som i følge heraf blev en bedre landsmand for de danske, end han tidligere havde været som redaktør for Corsaren, som i sin skamløse udhængning af navngivne enkeltpersoner ikke lod Information og Politiken noget efter. Det er da integration, så det basker! Den indre loyalitetskonflikt mellem det jødiske og det danske overvandt han ved at komme overens med sit jødiske tilhørsforhold, hvorimod Brandes søgte at bringe sine jakobskampe til tavshed gennem påtaget kulturradikalisme, altså ved at fornægte enhver traditionsbundet samhørighedsfølelse. Dette bragte ham blot yderligere på kollisionskurs med sine dobbelte kulturelle forpligtelser og disses mulige opblødning som i Goldschmidts tilfælde. Der blev spurgt i både Øst og Vest, men da Brandes fandt sit svar i Syd og holdt sig til dette svar, afskar han sig selv fra at lade sit Øst og sit Vest finde sammen i en sluttet personlighed.

At Brandes gennem kulturradikalismen holdt sig de egentlige spørgsmål til hans givne eksistens fra livet, og dermed igrunden lod sig selv i stikken, synes soleklart for Krarup. Forklaringen herpå fremgår blandt tusinde andre passager af Krarups tolkning af Henri Nathansens Indenfor Murene, som undsiger forfatterens "idealistiske" forsoning af en konflikt mellem "konkrete menneskers... rodfæstethed i det jødiske... med den ikke-jødiske omverden." Hvad Nathansen og også Brandes efter denne tolkning gjorde galt var at overse, at mennesket som abstraktionsvæsen ikke findes: "... man er ikke menneske i almindelighed. Man er menneske i sin givne, konkrete, familiemæssige, nationale sammenhæng. Og det er gennem sit forhold til det særlige, at et menneske udtrykker det alment menneskelige. Den ideologi, som vil gøre en "menneskelighed" i almindelighed til formålet og i konsekvensen heraf se bort fra alle særlige karakteristika som nationalitet, køn og sprog – den ideologi lyver om menneskelivet og ophæver mennesket som en levende skabning. Tilbage bliver ikke andet end fraserne og tomheden. Tilbage bliver spøgelser og visne blade" (Selvbesindelse, s. 171).

Da Krarups egne værker ingenlunde kan godtgøre beskyldningerne om antisemitisme, gør redaktørerne på Information og Politiken brug af andre og endnu mere ufine metoder end de allerede nævnte. Det forhold, at Krarup for nogle år siden udgav en oversættelse af Luthers århundredgamle værk om jøder og muslimer hører således til hovedkernen af 'argumenter' i hetzen mod ham. Mærkværdigvis synes det umuligt for Politiken og Information at formidle denne i sig selv ligegyldige oplysning om Krarups litterære sysler uden bestandig at gøre opmærksom på, at samme værk to gange tidligere er blevet publiceret af danske nazister! Den ledsagende oplysning må formodes at skulle tale for sig selv, for dens relevans er endnu ikke blevet begrundet. Hermed overskrider de ansvarshavende redaktører en grænse, som dansk presse ellers tidligere har holdt sig for gode til at overskride. I modsat fald skylder David Trads og Tøger Seidenfaden under ansvar for injurieloven deres læsere bevisførelse for, hvorfor det tilsyneladende er nødvendigt for formidlingen af den rette forståelse af Krarups 'sande' motiver at udbrede kendskabet til andres uafhængige handlinger. Samme dag som Information bragte sine første artikler om Tidehvervspræstens påståede jødehad, havde Politiken ud af det blå valgt at bringe en kronik om Martin Luthers antisemitisme. Jeg tillader mig på denne baggrund at formode, at der er tale om en koordineret aktion mellem vore førende venstreorienterede aviser. Grundlaget er ganske vist løst, men efter kampagnen, der tvang Henrik Gade Jensen ud af folketinget, frygter jeg, at den ikke er helt forkert. Igennem avisernes stadige kommentarer til hinandens artikler er der nu gennem sladder og antydninger opridset en løs forbindelse mellem Luther, Krarup, danske nazistister og måske hele den danske folkekirke, der som bekendt konstituerer sig på Luthers lære, men man vil antageligt ikke se denne forbindelse indkredset nærmere, for lige nøjagtigt hér bevæger Politiken og Information sig ud i en afkrog af offentligheden, hvor injurieloven stadig gælder. Selv for dem. Selv efter Højesteretsdommen fra forrige år. Selv efter det med ufine midler gennemførte berufsverbot mod Henrik Gade Jensen.

Kort tid efter indledningen af kampagnen mod Tidehvervspræsten arrangerede DR2s Deadline en konfrontation mellem Krarup og Palle Roslyng-Jensen, der bestrider en forskerstilling ved Københavns Universitet. Sofie Bak, som fremdeles skal forestille at være eksperten udi Sorte Sørens fornemmelse for det "jødiske blod", ønskede at forbeholde sine uhyrlige beskyldninger eksamenslokalet, så hendes gode ven og underviser måtte træde i hendes sted, selvom han tidligere havde bedt sig fri for at "polemisere" med Krarup. Udsendelsen endte hurtigt i en parodi, da det viste sig, at Roslyng-Jensen slet ikke havde læst Krarups bog om Harald Nielsen og hans tid fra 1960. Da hele sagen handlede om denne bog, må det undre, at forskeren overhovedet havde en mening om Krarups forhold til jøderne, men det havde han altså. I stedet for saglige argumenter gav Roslyng-Jensen et længere fordrag om den på Københavns Universitet åbenbart for tiden gældende paradigmatiske kategorisering af henholdsvis racistisk, kulturel og xenofobisk antisemitisme. Om man bare ville abstrahere fra sagen selv, hvad vil sige Krarups faktiske ytringer, og antage de akademiske kategorier for jødehad, fandt Roslyng-Jensen det passende at kalde Krarup for jødehader.

Ganske forståeligt blev Krarup aldeles rasende og gav kraftigt udtryk for at føle sig "uanstændigt" behandlet. Han forlangte en uforbeholden undskyldning, men Roslyng-Jensen ville ikke undskylde, thi han manglede en akademisk afhandling at støtte sig til udi et så voveligt foretagende at træde i karakter som et mandfolk. Man får næsten ondt af Roslyng-Jensen, der så gerne ville have diskuteret Sofie Baks afhandling med sin gode ven Krarup, for som han senere meddelte Information: "Jeg kan konstatere, at det slet ikke er lykkedes at diskutere på dette grundlag. Og det var måske naivt af mig at forsøge." Ja, det var vel igrunden lidt "naivt" af Roslyng-Jensen at tro, at Krarup umiddelbart kunne dechifrere hans skamløst uvederhæftige, intellektuelt forvrøvlede, offentligt, men i andres navn ansvarsløst fremsatte injurier i den rette ånd – som en kammeratlig opfordring til at drøfte de heuristiske og metodologiske arbejdshypoteser i en aldeles ukendt, men sikkert vældig sød piges sagen inderligt uvedkommende ph.d.-afhandling!

Efter Deadline kom Krarup selv galt afsted, da han i en kronik i Jyllandsposten fejlciterede Roslyng-Jensen for i en radioudsendelse at have udtalt, at han ikke at ville lade de studerende udvikle sig til "nationale pindsvin". Det viste sig, at Krarup havde hørt forkert, men hans kronik kunne jo ikke trækkes tilbage, og den blev af aviserne tolket som en trussel mod Roslyng-Jensen og hele Københavns Universitet. Da Krarup i modsætning til sine ansvarsrædde angribere øjensynligt ved, når han er gået over stregen, og yderligere har mandsmod nok til at erkende sine fejltrin, beklagede han dagen efter sit udfald mod Roslyng-Jensen, men fastholdt dog sin kritik af universitetet. Krarup synes at betragte tingene på den måde, at "... moral er altid et spørgsmål om ansvar – at svare selv, personligt, til den fordring, der stilles én" (Den danske nødvendighed, s. 64). Også fra et moralsk synspunkt er det at beklage, at journalisterne på Information ikke orkede at orientere sig i Krarups forfatterskab, førend de som gruppe og i andres navn kastede sig over ham.

Når man ikke ville vide af Krarups undskyldning og foretog en åbenlys overfortolkning af kronikken i Jyllands-Posten, der sår alvorlige tvivl om hans angriberes elementære læsefærdigheder, afspejlede det utvivlsomt generalstrategien hos de af den patriotiske ondskab ubesmittede meningsmagere. Denne strategi lyder som følger: Først fremprovokerer man overlagt en mands raseri ved at krænke ham med en løgnagtig smædekampagne, og når han så endelig reagerer og som en følge af sit raseri overreagerer, høster man i hans reaktion nye påskud til at bagvaske ham. På denne måde skriver sværme af avisartikler sig selv, men aldeles uden virkelighedspræg og alt sammen med stadig skelen til oplagstallene og de rigtige meningers sejrsgang. Nej, folk, der som Tøger Seidenfaden, David Trads og Palle Roslyng-Jensen gemmer sig bag andres meninger – Sofie Bak, hvis afhandling det hele ifølge Roslyng-Jensen "handler om", er i det mindste hæderlig nok til bare at gemme sig – og som i flok forfølger enkeltpersoner, behøver ikke give undskyldninger. Det gør kun den enkelte, der rammes af hetzmeutens selvretfærdige vrede, og når han undskylder sin fodfejl, intensiveres angrebets styrke sig, thi for ansvarløse bagvaskere vidner en undskyldning ikke om karakter og mandsmod, men blot om menneskelig svaghed, og menneskelig svaghed trækker rovdyr til.

Måske kan det være befordrende for debatten at erindre vore post-marxistiske venner på Information og Politiken om, hvad antisemitisme i virkeligheden er. Den er skam ingen leg med akademiske paradigmer og kategorier, men gru og blodig alvor. Efter et sådant bekendtskab vil de lettere kunne genkende en jødehader, om de nogensinde skulle støde på en af slagsen. For halvandet århundrede siden, da karakteren af de folkedemokratiske østdiktaturer endnu kun lod sig forudane i Marx' og Engels' tyrannisering af deres kammerater inden for arbejderbevægelsen, var det politisk korrekt at være racist. Racistiske synspunkter signalerede oplysthed, dannelse og radikal renhed, og politisk korrekte meningsmagere så heller ikke dengang gennem fingre med bagstræberiske præsters afvigen fra de rigtige meninger. Karl Marx, som selv var søn af en frafalden jøde og med stolte rabbinertraditioner på både fædrene og mødrene side, var ingen undtagelse fra den almene regel. Han er ofte blevet beskyldt for at bedrive antisemitisme i sit venstrehegelianske ungdomsarbejde: Om jødespørgsmålet. Denne anklage kan imidlertid anfægtes, da værket i sine videre konsekvenser uden smålig skelen udtrykker had til alt og alle, der nærer kærlighed til traditioner af en hvilken som helst herkomst. Den unge Marx var hadefuld, men han diskriminerede ikke.

Det gjorde han imidlertid med al ønskelig tydelighed i sine udfald mod den tyske arbejderfører, Ferdinand Lassalle, hvis eneste brøde var at skabe politiske og sociale resultater for de tyske arbejdere inden for rammerne af det bestående statslige og parlamentariske system. Dette tilgav Marx og Engels ham aldrig, da det skabte tvivl om det uomgængelige i deres "elendighedsteori", som udelukkede muligheden for konkrete reformer på denne side af den sociale revolution. Lassalle vovede således at være uenig i forsmædelsen af "den parlamentariske kretinisme" og enhver tænkelig stats strukturelle klassefordomme, hvorfor Marx gennem denne groft racistiske og antisemitiske genealogi forbandede ham og hans slægt i hundrede led: "Jeg er nu fuldstændig klar over, at [Lasalle], som også hans hovedform og hårvækst beviser, nedstammer fra negrene, der tilsluttede sig Moses' udtog fra Egypten (hvis ikke hans mor eller bedstemor på faderens side krydsede sig med en nigger). Nå, men denne forbindelse mellem jødedom og germanerdom med den negroide grundsubstans må frembringe et underligt produkt. Fyrens påtrængenhed er også negeragtig." Passagen stammer fra et brev til Engels, som Marx skrev, mens han boede hos Lasalle, hvorfor det yderligere er en grov krænkelse af gæstevenskabet. Den rent ideologiske uoverensstemmelse mellem de to jøder krydrede Marx videre med ord som "jødenigger", "jødeschmovs", "baron smart" og "jødesvin". Mindre kunne ikke gøre det dengang, når de rigtige meninger skulle forsvares, og mindre kan i dag heller ikke gøre det for Information og Politiken.