Jyllands-Posten, 1/5-04

Nationalstaten vender tilbage

Med sin bog om nationalstaten har Ralf Pittelkow åbnet for en debat, som mange forskere egentlig troede var ved at være afsluttet, fordi nationalstaten var død. Men den ser ud til at røre på sig.

Fæstebonden på den jyske mark i 1600-tallet, bag ploven i sit ansigts sved, hvem var han? Hvad følte han sig som? Tænkte han kun på det konkrete stykke jord, kendte han sin egn eller vidste han, at han var dansker? Var han dansker?

Det er et spørgsmål om identitet, og det var ind til for få år siden noget selvfølgeligt for de fleste af os. For vi var danskere. Men med indvandringen til Danmark og det udvidede europæiske samarbejde blev identiteten sat under pres, og der blev fra toneangivende forskeres side gjort opmærksom på, at nationalstaten som fænomen og forståelsesramme såmænd ikke var så gammel endda - og at den ganske sikkert var på vej ud.

Det er den måske ikke alligevel.

Uffe Østergaard, historiker og forfatter til bl.a. bogen "Den globale nationalisme" betragter udviklingen med en vis undren:

»Jeg må erkende, at jeg belært af de seneste 15 års erfaringer har ændret perspektiv. Med den aktuelle udvidelse af EU står nationalstaterne stærkere end nogensinde. Men det samme gør behovet for samarbejde mellem dem, så vi har både fået mere nationalstat og mere EU. Det vil nogen så mene er en logisk umulighed, men her må vi bare konstatere, at sådan forholder det sig altså,« siger han - og tilføjer, at han ikke dermed har givet Ralf Pittelkow fuldstændig ret i de teser, der lanceres i bogen "Forsvar for nationalstaten."

Nok har Pittelkow fat i den lange ende, når han påpeger, at globalisering og nationalstat ikke nødvendigvis er hinandens modsætninger i et nulsumsspil. Men nationalstaten er alligevel ikke helt fin i kanten, hvis man bruger den som Pittelkow gør, mener Uffe Østergaard:

»Pittelkow vil noget andet end Søren Krarup, men han kommer til at gå Krarups ærinde ved ikke at nylæse danmarkshistorien. Han tilslutter sig Krarups enøjede, nationalistiske danmarkshistorie, nemlig at det kun er danskerne, der har levet inden for landets nuværende grænser. Det er en historisk upræcist.«

Mens Ralf Pittelkow i sin bog ærgrer sig over, at nationalstaten sættes i forbindelse med Dansk Folkeparti, slipper han altså ikke for den kobling. Og der er da også begejstring over bogen i det unævnelige parti:

Traditioner

Sognepræst og MF Jesper Langballe glæder sig over Pittelkows synspunkter og tilføjer:

»Nationalstaten er ikke Guds ordning af menneskelivet, det er i høj grad en europæisk ordning, der knytter sig til europæiske traditioner. Derfor tror jeg heller ikke, at EU som overnational størrelse vil være i stand til at nedbryde nationalstaten. Men hvis man støber EU-institutionen i beton, vil braget blive så meget større, når den en dag bryder sammen, og det er ikke sikkert, det bliver behageligt at overvære.«

Forfatteren Ebbe Kløvedal Reich er enig:

»Jeg vil nok sige, at jeg bedre kan forestille mig et sammenbrud af hele EU's strukturer, end jeg kan forestille mig et sammenbrud af nationalstatens. Begge dele ville være en ulykke, men EU-ulykken er altså tættere på.«

Langballe ser så absolut EU i dets nuværende form som en modsætning til nationalstaten. Det er den holdning, som tidligere folketingsmedlem for SF Steen Gade kalder for identitetspolitik, som han også finder hos Pittelkow og som han advarer mod i sin nye bog. Han kalder det en pest og mener i stedet, at danskerne må lære at forstå sig selv på en ny måde:

»Også jeg kan knibe en tåre, når jeg står og ser solen gå ned over min fødeegn Thy. Men det er nødvendigt at skabe en europæisk identitet hos danskerne. Ellers vender vi ryggen til verden,« mener han, uden dog at ville sætte ord på, hvordan en sådan identitet skabes.

»Det er noget, der foregår i hver enkelt menneskes hjerte.«

Grundtvigianisme

Hjertets anliggender kan være vanskelige at kontrollere, og de mange forsøg på det i mere systematisk form er faldet grumt ud. Hjertet vælger selv - og der er ikke noget galt i, at hjertet vælger sit eget, mener Pittelkow i sin bog. Han skelner mellem den tyske nationalromantik og den danske grundtvigianisme. Tyskerne der talte om et folkelegeme vokset frem af urtiden, og nazisterne kombinerede denne tanke med den moderne racelære - resultatet var monstrøst. For Grundtvig, derimod, er folket netop noget, man vælger at tilhøre ved at tilegne sig det fælles sprog og til en vis grad de fælles værdier.

Værdier, som var der på forhånd. Ikke bare vedtagne fælles normer, mener cand.theol. Katrine Winkel Holm:

»Man kan ikke både gå ind for EU-chartret og nationalstaten på en gang. De to er uforenelige. Nationalstaten har nogle forudsætninger, der ligger uden for staten; fællesskab om sprog, kultur og historie, det nationale er forudsætningen for borgerskabet. Staten skal altså ikke som formål have, at man skal være national, men staten forudsætter det nationale. Hvis ikke man har et fællesskab om noget, så skal man til at konstruere det, for alle mennesker har brug for en fornemmelse af, at man samles om noget. Det er også derfor, at man med EU-forfatningen er ved at lave en fane, ny hymne, EU-dag. Man stjæler de nationalstatslige symboler og konstruerer dem på et EU-plan, hvor de ikke hører til.«

EU er en utopi, mener hun.

»Det er en utopisk ide om, at hvis bare vi får slettet alle grænser, så får vi fred, og hvis alle bliver 100 procent lige, så får vi fred. Denne nye utopi er speciel ved, at socialister og liberale i den amerikanske betydning af ordet kan mødes om det her. De hader grænser og forskelsbehandling, vi skal alle integreres så tæt som muligt.«

Integration

Netop ordet integration har været et af de mest brugte overhovedet i de seneste års debat om den muslimske indvandring til Danmark - og Europa. Både Uffe Østergaard, Steen Gade og Ebbe Reich tager afstand fra Ralf Pittelkows holdninger på dette område.

Uffe Østergaard anfører, at det nationale er en konstruktion i lige så høj grad som EU er det. Det er noget, vi lærer, ikke noget vi er født med, mener han.

»Der er principielt ingen grænser for, hvor mange indvandrere, vi kan rumme. Det paradoksale er jo, at USA er verdens største nationalstat. Den er meget stærk udadtil, men svag indadtil. Den viser, at du kan have stærke integrationsmekanismer uden, at det svækker nationalstaten.«

En af de stærke integrationsmekanismer i USA er som bekendt de manglende velfærdsydelser. Der er ikke den store diskussion om, hvordan indvandrere til USA kommer ud på arbejdsmarkedet, og det ville være utænkeligt dér - som det skete i Danmark - at se en demonstrant med tørklæde true samfundet med, at et tørklædeforbud betød færre indvandrere i arbejde. Underforstået: flere på sociale ydelser. I USA har man et personligt problem, hvis man ikke arbejder.

Det gør en forskel. Også demokratiet i USA med dets løsere strukturer fungerer meget anderledes, end vi kender det herhjemme. En af Ralf Pittelkows påstande er, at nationalstaten som vi kender den, har vist sig ideel som rammen om et velfungerende demokrati, fordi den - som Katrine Winkel Holm var inde på - forlener staten med et afgørende nødvendigt fælles værdisæt. Det er også forudsætningen for den velfærdsstat, der for langt de fleste danskere er sakrosankt og selvfølgelig.

Men kan der skabes et større fællesskab?

Det er nødvendigt og muligt, mener Ebbe Kløvedal Reich:

»Nationalstaten er kommet for at blive i al overskuelig fremtid. Det har jeg ment hele tiden. Jeg har stemt nej til EU's projekt hele vejen, så længe det handlede om forkælelse af de europæiske markedskræfter. Men nu er der håb om, at der kommer en konsistent politisk overbygning. Det er nødvendigt, men jeg vil sætte en demokratisk beslutningsproces i EU som betingelse. Demokratiet er forsvundet i EU, fordi det er blevet administreret af nationalt sindede statsministre.«

På den anden side står Katrine Winkel Holm, der mener, at et fællesskab ikke er noget, man skaber eller vedtager, men noget, der er. Debatten om nationalstaten er i virkeligheden en del af noget større, en ideologisk kamp mod givne fællesskaber:

»Der kører med voldsom kraft på alle planer en form for hetz mod det nationale. Alt kaldes for nationalisme. Det er den konstruktivisme, de gamle marxister er kørt over i. Både familien og nationen ses som en konstruktion, som mennesker skal frigøre sig fra for at blive europæere, globalister eller noget andet. Det er det, kulturkampen handler om.«

Og kampen fortsætter.